quieu, og senere geologen Lyell, har pekt paa cølibatet som en kilde til folkesvækkelse[1].
Det er mulig, at Seeck tillægger denne aarsak til folkesvækkelse, utryddelsen av de mere fremragende individer, en altfor stor rolle. Men det sikre er i hvert fald, at vi her har én av aarsakerne til de antike folks forfald. Og denne forfalds-aarsak bunder i kampen om magten, eller i den egoistiske „Wille zur Macht“ baade i de gamle republikers og end mere i det romerske keiserdømmes tid. Den „vilje til magt“ og til at spille overmenneske, som blomstret i en grad som sjelden eller aldrig før og senere, fra Sullas og Marius’s tid til den senere keisertid, da enhver ærgjerrig legions-general kunde tragte efter at bli en gud paa jorden, — denne magtvilje har altsaa ifølge den antike nedgangs nyeste tyske historieskriver været en hovedaarsak til en herlig kulturs avblomstring. I den grad strider Nietzsches kamp-filosofi endog mot en betydelig tysk kulturforskers lære.
Seeck nævner dog ogsaa andre aarsaker til de antike folks nedgang. Der kan ikke være den ringeste tvil om, at slaveriet — ogsaa dette en følge av „viljen til magt“ — har været en medvirkende faktor. Den nævnte svenske statistiker og demograf, professor Pontus Fahlbeck i Lund, har i en opsigtsvækkende avhandling[2] søkt at vise (delvis efter Polybs og efter Theodor Mommsens anvisning), at hovedaarsaken til Grækernes og Romernes nedgang laa dels i tiltagende fattigdom paa barn, altsaa avfolkning, dels i et omvendt utvalg, da fattigdommen paa barn utviklet sig hurtigere blandt de velstillede samfunds-klasser end i underklasserne. Ogsaa professor Schück i Upsala har i sit store verk „Världslitteraturens Historia“ med styrke fremhævet, at den græsk-romerske kulturs merkværdige nedgang hænger sammen med en tiltagende barbarisering. Den senere oldtids græsk-romerske befolkning blev mere og mere rekrutert fra frigivne slaver og leiesoldater, av barbarisk herkomst.
