byrdig med den store kunstner, den store forsker, den store statsmand.
Hvem kan løse det sociale spørsmaal? Genierne, i forreste række; ved religiøs ildhu som den kraft, hvorved de tænder en ny aand inden det store folk.
Hvem vil ikke frivillig være med paa store foretagender, naar et høitbegavet menneske, uten at kræve nogen usedvanlig grad av materiel nydelse for sin egen person, kalder til samling om et industrielt storverk: tæmningen av en kraftkilde, anlæg av en fabrik-havelandsby, eller en oversjøisk jordbruks-koloni, — til en viss grad i de gamle engelske puritaneres aand, som i aar 1620, for tre aarhundreder siden, med utrolige opofrelser grundla det Ny-England som er vokset op til at bli den hvite folke-families mægtigste bolverk.
Naar man betænker at et fysikalsk-teknisk redskap som dampmaskinen tok flere hundrede aar før den var færdigeksperimenteret, kan det ikke undre noget fornuftig menneske at ogsaa de social-tekniske opfindelser kræver lang tid til sin utvikling. I foregangs-landet England har man endnu ikke hat mere end omkring et hundredaar, og i andre lande meget mindre, til at avpasse arbeidets organisation efter de nye tekniske hjælpemidler og efter de nye muligheter som følger med daglønnernes befrielse for de gamle stavnsbaand.
Det er store og gode social-tekniske opfindere, vi hittil for det meste har manglet. Hadde der fremstaat en række av geniale arbeids-chefer der samtidig var glødende arbeider-venner, som den ovenfor nævnte Robert Owen, vilde den industrielle verden efter al sandsynlighet nu hat et ganske andet utseende. Et av de største mindesmerker over denne mands social-tekniske forsøk er den „kooperative bevægelse“.
