har de ubemidlede av alle stænder det faktisk i sin magt at underlægge sig mere og mere av den private kapital. Hvad der har manglet folkets store flertal, har saaledes ikke været adgangen til at raade over kapital, men evnen til at bestyre den paa en slik maate at den blev hurtig voksende. Hvad der har manglet, er en tilstrækkelig indsigt i livets love og vilje til at se det som en religiøs pligt at lyde deres bud.
Mit eget syn paa disse forhold har gjennem en række av aar været bestemt av hvad jeg har set som resultat av en menneskealders studium av det geniale menneskes funktion: den nemlig at være samfundstjener, netop gjennem sin stilling som fører. Det usedvanlig begavede menneske har den naturgivne rolle at skape kulturmidler til fælles bruk for et ubegrænset antal. Hermed følger at der ikke er nogen nødvendig disharmoni mellem det aristokratiske og det demokratiske element i det menneskelige samfunds utvikling. Fremgangen beror, som sagt, paa trofast gjensidig hjælp mellem førere og følge.
Denne opfatning har jeg søkt at gjøre rede for i min bok om „Det geniale menneske“.
Hvad de sociale reformatorer og revolutionsmænd hittil har savnet, har været en fuldt utviklet samfundsvidenskap. Eftersom det lykkes os at naa frem til en paa erfaring bygget kundskap om lovene for de menneskelige samfunds fremgang, vil alle tidligere sociale systemer og programmer maatte underkastes en fuldstændig revision. Det er neppe for meget sagt at den hvite folkeæts skjæbne avhænger av hvorvidt vi i nutidens kulturkrise kan faa en slik ny videnskabelig veiviser til vor hjælp.
Det er ovenfor sagt, at sfinksens gaade for nutidens, som for oldtidens, kulturtolk er paa én gang det sociale og det religiøse problem. Begges løsning avhænger av disse to ting: kundskap om livslovene og vilje til at lyde dem.
I trofast efterlevelse av livsfremgangens love vil nutidens mennesker kunne se en fornyelse av den gamle og den nye pagt: livs-forbundet med en overmenneskelig verdensvilje.
For alle Guds-troende vil en efterlevelse av lovene for livets vekst være den høieste form av selvutvidelse: den at
