Leo Tolstoi og fredssaken.
Altfor stor idealist til at faa den for idealistiske digtere bestemte Nobelpris! Altfor stor fredsven til at kunne faa fredsprisen! Utmerkelser, som Tolstoi for sit vedkommende ikke hadde bruk for, men som kunde ha vokset i værd ved at han fik dem. — —
Det er almindelig anerkendt, at Leo Tolstoi paa to maater har ydet et vældig bidrag til nutidens fredsarbeide. Først ved sine psykologisk indtrængende skildringer av krigen, i en række av glimrende fortællinger og skisser, som har øvet en epokegjørende indflydelse ogsaa paa slagmalernes, som Verestchagins, krigs-billeder. Neppe nogen har bidraget mere end Tolstoi til at befri kunsten fra dens traditionelle, næsten ubevisste tjenesteforhold under krigslidenskapen. En lidenskap, som gjennem aartusener av kunsten, ikke mindst digterkunsten, var iklædt en pragtfuld, flatterende uniform.
Fyrst Krapotkin skriver femti aar efter Krimkrigen, at den unge Leo Tolstois skildringer fra Sebastópol danner et vendepunkt i alle landes krigs-litteratur. Saa fortæller Aylmer Maude i sin Tolstoi-biografi.
Ved ialfald i nogen grad at slukke det romantiske lysskjær, hvori man saa krigen i kunstig belysning, hadde Tolstoi like fra sin ungdom forberedt og undermuret sit senere direkte arbeide for fredssaken. Han er blit fredsven, fordi han kjender krigen.
