regelmæssig var den som fik juling. Anton
Bech pleiet da høilydt at beklage sig til de
andre over den tapte leilighet til at jule
Pølsepinden.
Men inderst inde var han glad for det. For det første, fordi der jo allikevel var saa sin spænding hver gang, — ingen kunde jo vite hvad nyt knep Nikken Pølsepind hadde lært sig siden sidst, eller hvad kamerathjælp han kunde ha bak sig fra folkeskolen; for det andet, fordi — — naa ja, der var noget underlig blekt noget over Nikken Pølsepinds ansigt, hvergang han skulde til, — og noget eget likesom forundret spørrende i hans øine, naar han stod op efter julingen. Alt i alt noget som mindet Anton Bech om et digt han engang hadde læst, om en jæger som hadde skadeskutt en hjort i skogen, og skulde hen og skjære halsen over paa den – – han kom sig næsten ikke til med kniven for noget i dyrets øine.
Imidlertid, Nikken Pølsepind var og blev fienden, ingen visste hvorfor, men det var altsaa en given sak baade blandt guttene i Antons klasse og folkeskoleguttene. Det var et byfiendskap i fuld orden, og det nyttet ikke at spørre mere om den ting.
— – Saa var det juleaftens middag, at fru
