Side:Lie,Bernt-Svend Bidevind-1911.djvu/101

Denne siden er ikke korrekturlest
97


Bech fortalte ved bordet at madam Øien hadde været i kjøkkenet og klaget sig saa ynkelig over nød og fattigdom til julen, fordi manden var arbeidsløs; og saa hadde fru Bech git hende Antons hverdagsbukser — som forresten var baade hele og brukbare endnu. Det hadde især været daarlig med klær til sønnen, Nikken, som næsten ikke kunde vise sig paa skolen længer for bare filler.

Saa gik juledagene til tredje dag, som endelig var hverdag.

Guttene fra klassen møttes. Anton Bech hadde sine nye klær paa, og i vestelommen laa femogtyveøren han hadde faat av onkel Fredrik. Idag skulde den springe i kaker.

Imidlertid kom Otar Ingebrigtsen med en foruroligende snak om at folkeskoleguttenes snefæstning nede paa Langkaien var større end klassens i Bechgaarden.

Hele flokken ruslet nordover. Og ved Langkaien stod ganske rigtig folkeskolefæstningen uforskammet høi! Skiddenblank var den av isvand og mange næver, ja rent uindtagelig saa den ut. Og folkeskoleguttene myldret om den.

Langsomt nærmet klassen sig, til de stod i halvkreds tæt om fæstningen. Mellem etpar av de fremragende gutter paa begge sider begyndte

7 — Svend Bidevind.