Gabrielsen paa ham; Morten Johnsgaard la sig
imellem . . . . . . .
Bare et øieblik hadde Anton Bech Simon over sig. Han fik hevet sig rundt, og nu sat han selv overskrævs paa maven til Simon. Og der holdt han ham.
Men i et nu var det røket saa rasende op omkring dem at ingen saa efter hvordan de stelte sig, — slik trætting, skrik, duking, og tilslut stod hele flokken i et eneste rasende slagsmaal, nogen slog, andre spændte, nogen slos par om par, andre bundtevis, inderst inde i klumpen mellem alle benene laa Svend Bidevind og vesle Søren Manddraber og brølte og skrek, kløp i læggene paa de andre og kunde ikke komme ut, — og over alt levenet hørtes Vilhelms Gabrielsens uavladelig:
— Det skal gaa ordentlig for sig! alt mens han skiftet slag med Morten Johnsgaard . .
— Aanei, aanei da guta! Aa e detta for spettakel da!
Hans Bentsen, bryggemanden til Nagel, kom farende over kaien. Han forsøkte at trænge sig ind imellem guttene, han ropte og befól, men intet hjalp og ingen hørte. Hans Bentsen blev rent fælen, sprang ut paa gaten og kom et øieblik efter tilbake med to-tre mand.
Der blev stilt med ett. Alle guttene slap
