Side:Lie,Bernt-Svend Bidevind-1911.djvu/11

Denne siden er ikke korrekturlest
7


Saa hadde man da en fem—syv minutters tid derute til uforstyrret studium . . . . . . . .

Langt fremover i leksen rak han jo sjelden paa dette vis, og naar han saa blev hørt, slap den stjaalne kundskap jo pludselig op. Varsomt stak han saa frem et ord eller to, begyndelsen paa en sætning som kunde ha sandsynligheten for sig — forsigtig anglende efter et opmuntrende nik fra katederet om at han var paa ret vei, et hjælpende ord, hvorpaa videre kunde bygges. Ofte gik det godt. Der var saa mangt og meget et vaktsomt øre kunde lytte sig til av sandsynlighet, bare man hadde begyndelsen; om utfaldet av et slag, om et verbums styrelse efter eller imot regelen, om ja eller nei paa et spørsmaal, —der kunde anes saa meget allerede av maaten hvorpaa spørsmaalet stilledes!

Men saa kunde det jo hænde at det gik rent

spillende i væggene galt. Hadde han en stund faat læreren med sig med nik og velvillig opmuntring, — javist — rigtig Svend — præsens parti — particip ja! — og der saa ved et rent vanvittig galt gjettet ord pludselig aapnedes en vankundighetens avgrund under den ulykkelige Svend Bidevind, da brøt vreden løs over ham vældigere og varmere end vanlig!

— Jeg mener du staar her frækt og gjetter dig frem, gut! Jeg skal lære dig! Tror du det