Anton Bech en dag hadde sat mod i ham ved
at love ham hjælp og bistand med hvisking i
det mundtlige og — om det lot sig gjøre —
med fuskelapper i det skriftlige.
Dette var Søren Manddrabers eneste livshaab.
— – Svend Bidevind gik under alt dette og bare undret sig over at han egentlig slet ikke grudde sig til eksamen.
Han turde næsten ikke tilstaa det for sig selv, men han næsten glædet sig!
Dumpe kunde han ikke. Slik hadde kandidat Lange drevet ham i matematikken, at han nok skulde klare den. Og de andre fag maatte han kunne greie saa nogenlunde — saa det ikke blev stryk altsaa! Paa ett punkt var han tryg med sig selv paa at han vilde ha 1. Det var i historie for rektor. Og slik stod det for ham, at med en 1’er for rektor Holst var han berget, om det blev saa baade 3’ere og 4’ere for de andre. Og saa med denne eksamen var aaret forbi, en lang, lang sommerferie, og derefter nyt «skoleaar», ny klasse, ny begyndelse paa alle kanter, baade utvendig og i det indvendige menneske! Dermed var dette aars synder og sorger slettet ut. Han visste jo nok at han ikke undgik sin drabelige ordens- og kanske opførselskarakter for aaret — i karakterseddelen tilslut; men ellers, selve eksamen var der noget
