ved — noget spændende — og desuten var
den egentlige skolegang forbi! ett fag om dagen,
forresten var det alt som for ferier at regne!
Pugingen var i fuld gang i klassen. Hver morgen paa skolen forlød det fra den ene og den anden: Kommet 30 sider i historien! Læst hele den norske grammatikken! Repetert fra mennesket til de énhovede! O.s.v. Nogen hadde slaat sig sammen i klumper og partier og læste ute, enten oppe i bymarken eller paa en pakbod — nidpuget og hørte hverandre. Søren Manddraber var to timer om dagen oppe hos Anton Bech og fik gjennemgaat tysken og matematikken.
Men denslags kunde ikke Svend Bidevind. Han prøvde etpar ganger at være med i bymarken; senere sat han alene i Næss’s have. Men alt dette bare forstyrret ham. Først og fremst de andre guttene; men ogsaa naar han var alene. En humle, et vindsus i bjerketoppene, ja bare selv følelsen av at være ute; det passet ikke. Læse maatte man gjøre inden fire vægger, hvor bøkerne var hjemme; ute var til for moro skyld, ferier, fri, lek ...
Og saa sat han dagen lang paa værelset sit og læste og grov sig frem fra fag til fag; han skrev op for hver dag hvormeget han hadde læst, beregnet hvorlangt han hadde igjen
