— og han saa sig selv som Stanley gjennem det
mørke fastland, fast og sikkert arbeidende sig
frem dagsreise efter dagsreise. Det holdt haardt
mange ganger; han var saa underlig uvant med
at læse slik — og utenfor sken solen . . . . .!
En ren lettelse selv for Søren Manddraber var det, da rektor endelig en dag kom med eksamenstabellen, hele programmet trykt, skriftlig og mundlig, helt fra artianerne og nedover til smaaskolen, som hadde etpar smaa uskyldige rubrikker med «læsning», «regning», og «religion» ute i de sidste eksamensdagene.
En lettelse var det — for saa visste man hvad man hadde at holde sig til, naar det bar løs, hvilke fag kom først og altsaa maatte puges færdig først — o.s.v.
Det var i geografitimen dette kom, og da tykke Wiers hadde slaat ut med haanden som farvelhilsen til rektor — han var saa tyk at det faldt ham svært at reise sig, saa gammel og god var han ogsaa at haandbevægelsen var rektor og enhver anden fuldstændig nok — var der en rasling med det trykte papir, en mumling og brumming mellem guttene, eftersom de læste programmet, saa tykke Wiers klasket næven i katederet:
— Vil dere lægge væk de lappene deres straks og holde skravlene igjen paa flyende flekken!
