— Hvorfor du blandet dig op i det, Anton!
Karslig naturligvis, vrængte Simon Selmer.
– Hvorfor jeg blandet mig op i det? Jo det skal jeg si dig, det var fordi du hadde blandet dig i det først, — for at smiske for Svenning. Og det var skidt gjort av dig, for det første fordi det var lumpent altsaa, og for det andet fordi Svenning altid er væmmelig med det haanet sit, som vi aldrig skulde le av.
— Blandet jeg mig . . . .?
— Kom du ikke kanske med nogen vigtighet om verseføtter! Ogsaa noget!
Anton Bech stak næverne i bukselommerne og slentret nedover mot gjærdet. Da han nærmet sig kroken, vendte Svend Bidevind sig halvt til siden og pirket i plankestolpen.
— Du skulde bare latt ham slaa væk, sa han ind i væggen, – nu faar du, du ogsaa. Der er ikke mening i slikt, ser du – for min skyld.
— Mening! Tror du jeg vil sitte og la Svenning fornærme klassens ære! Skal han ha lov til at blande sig i lapper som han finder i boken, og som ikke rager ham!
— Ja, men . . . .
— Svinagtig godt gjort av dig, Bidevind, ser du, simpelthen svinagtig godt gjort!
— Haa —
