samlet sig i forfærdelse og gik imot for at stanse guillotinen, jage pøbelen fra hverandre og kvæle Danton, Marat og Robespierre. Men saa klang stormklokken over Frankrike, og de myllret frem i tusenvis og tusenvis, barbente og fillete, med høigafler og ljaaer, foran gik revolutionsmændene og ropte brændende ord — det var som en eneste ild og sydende lue mot grænsen, og kongerne og keiserne veg tilbake, bleke og forfærdede. — — — Men ildsluen vendte hjem ifra grænsen, slog ind i Paris, i hele landet, det vokste og steg i et grænseløst helvedesleven, hoderne føk, og blodsprøiten stod tilveirs, pøbelhyl, rædselsmanifester — — — —
Holdt! tordnet en stemme over alt brøl og alt skrik — og det blev stille med ett. Pøbelen spredte sig, ildsluen sank, og røkdampen spredte sig for vinden; Frankrike laa stille i den klare dag, og øverst paa alle de sammenramlede revolutionens ruiner stod en eneste liten mand med en trekantet hat, armene overkors og øinene dype og truende. Og bak den store Napoleon ordnet sig alt det som hadde brændt og brølt, i tætte, faste soldaterrækker under trikoloren og den gyldne keiserørn — og i femten aar var der ikke levende fred for alt hvad konger og keisere
