litt fortænkt; saa sa han: — For han var vist svært koselig, du? Jeg fik igjen digtet mit ogsaa jeg!
— Ja, vist ut av skolen blev vi da ikke, lo Anton Bech. og dermed gik de ut i skolegaarden.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Svend Bidevind gik fortænkt baade den dagen og dagen efter.
Der var noget han spekulerte paa.
Tredje dagen hadde de igjen historie med rektor. Og hele timen igjennem sat Svend Bidevind paa sin plads med hodet paa skakke og saa med sit høire øie ufravendt paa rektor, med det venstre stivt i sin egen næserot.
Rektor Holst stod der oppe som ellers, men Svend Bidevind fandt tydeligvis noget ekstra ved ham den dag.
Da timen var slut, gik Svend Bidevind som ordensmand alene igjen i klassen og lukket op vinduene, vasket tavlen og la frem kridt til matematiktimen, dyppet svampen, satte frem den svære træpasseren. Da han var færdig, stod han en stund og saa i katedervæggen. Saa nikket han frem for sig som med en beslutning:
— Jo! Rektor var igrunden en koselig kar!
