mere end f. eks. Svenningsens spot og vitser eller overlærer Bugges lange straffeprækener. Og en stor, stor ting til: For rektor var alle guttene like; der var ikke mere smil eller ekstra venlighet mot dem paa første bænkerad end mot dem paa sidste. „Vims!” lød like strengt til Simon Selmer som til vesle Søren Manddraber, klassens største tosk, som altid sat nederst nede. Før hadde Svend Bidevind altid syntes at rektor lignet det svarte billede hjemme li Daae og Drolsums illustrerte verdenshistorie av hertugen av Alba. Eftersom han nu sat og saa paa ham, især naar han rolig og urokkelig klart gjennemgik store avsnit og perioder av historien for dem, — forsvandt Alba, og rektor lignet mere og mere, især i panden og øinene, den store Napoleon.
Inderst inde paa bunden av Svend Bidevinds sjæl drømte der som en vak uhyggelig anelse om at en dag maatte syndfloden bryte ut over hans hode. Saa han paa sit skoleliv fra først til sidst, var det intet uten forsømmelse og huller overalt. Intet kunde han helt, alt hadde han sluntet unna, gjettet sig fra. Det var gaat saa nogenlunde fra maaned til maaned, fra aar til aar. Men i virkeligheten svævet han over en avgrund. En dag maatte regnskapet komme. Og det vilde bli forfærdelig! Disse tanker skjøv
