Hver gang hadde far maattet „forevise”,
og for hver gang hadde det været ulykkeligere
derhjemme. Sidst var det 4 i orden ogsaa!
Nu sat han der i den tomme klasse. Klokken slog halv tre nede i gangen; det gav en bedrøvelig dump gjenklang gjennem den øde, dødsstille skolebygning, hvor Svend Bidevind var den eneste levende.
Han sat igjen.
Han regnet og regnet. Kandidat Lange havde gjennemgaat alle tre stykkerne for ham, punkt for punkt, med al forklaring og utredning baade om potens og rottegn.
Han syntes nok han skulde huske det ogsaa. Men . . .
Der lød pludselig skridt ute paa den tomme gang, og rektor Holst kom ind.
Han kom over fra rektorboligen i bygningens anden fløi. Han hadde en husfrakke paa sig, som Svend Bidevind aldrig hadde set ham i; den var noksaa flekket og styg. Ellers pleide rektor altid paa skolen at være rent ekstra pent og pertentlig klædd.
Det lugtet faarikaal av rektor, og han pirket sig i tænderne.
— Nu Svend, er du færdig med regningen din?
— Nei.
