— Er du ikke kommet længer? Halvparten
av første opgave! Sitter du og dovner dig her?
— Nei, sa Svend Bidevind og bøide sig over sine kladder. – Jeg har regnet hele tiden.
— Og er ikke længer kommet!
— Ne—i.
— Kjære, forstaar du ikke stykket da?
— Nei! svarte Svend Bidevind og saa hjælpeløs op.
— Saa begynd paa det næste da!
— Jeg forstaar ikke det heller! sa Svend Bidevind, og taarerne kom ham i øinene.
— Saa ta bare fat paa det tredje da, gutten min!
Svend Bidevind kunde ikke svare.
— Skjønner du ikke det heller, kanske?
— N—e—i, hikstet Svend Bidevind.
Rektor gjorde et par slag op og ned over gulvet.
— Men dette er jo rent ilde! mumlet han frem for sig. Han stod litt og saa paa Svend Bidevind.
— Ja, du faar prøve en stund endnu!
Saa gik rektor.
Svend Bidevind pudset næsen og tørret øinene. Han stirret i kladdene med alle de fortvilede tal, alle de lange, umulige regninger