han hadde faat sammen, og som bare var galt, — saa galt, saa galt! Naar han var kommet til et resultat i stykket, saa det saa ganske anderledes ut end da kandidat Lange regnet det paa tavlen.
Han saa sig om. Der stod de nedover gulvet og gapte alle de forlatte bænkene; væggene var saa underlig kolde og nøkne, og henne i katederkroken hang vægtavlen over hjørnet. Den var daarlig vasket, og endnu skimtedes streker og antydninger av kandidat Langes regning.
Men den var jo udstrøket!
Der var overhodet ikke hjælp at finde nogensteds, hvor han saa hen. Hverken i klassen eller utenfor.
Utenfor — der var far og mor derhjemme, som atter skulde forevise! Nu sat de og spiste middag allesammen, saa koselig. Skjønt — noget videre koselig hadde de det vel ikke nu, de jo forstod at han sat igjen!
Nei, det var dette med de skriftlige opgaver! Dem nyttet det ikke med, hverken gjetning eller med undskyldninger. Det var fra dem det maatte komme engang, opgjøret, regnskapet med hele skolegangen hans. Og først og fremst i matematikken. Naturligvis. Stilene, baade de tyske og de latinske, dem kunde man jo til nød
