greie; der var jo baade leksikon og grammatik, og saa var det jo til syvende og sidst menneskelige ord at skrive!
Men matematikken var ganske fremmed. Den hang i luften for sig selv uten sammenhæng med nogen verdens anden ting.
(a + b)2 =a2 + 2ab + b2
(a – b)2 =a2 - 2ab + b2
Skulde man til at tænke paa a og paa b og a2 og b2, — saa var det ingenting. Noget uvirkelig noget, som intet billede hadde!
Fra første begyndelse hadde det været saa fot-i-hose-let, saa rent barnagtig; men efter haanden var det vokst likesom rent i løndom; han hadde ikke agtet paa det, ikke lært lekser, ikke hørt efter — og nu stod det der midt imot ham som en stenhaard, uangripelig fiende, en verden han absolut ikke kjendte til.
Jojo! Der hadde han i al stilhet, litt efter litt latt den store fiendemagt vokse over sig; fra matematikstykkerne kom det engang!
Kanske snart! Kanske alt nu med denne gjensitningen som skulde forevises. Nu begyndte de kanske at spørre efter — snuse om hvordan det egentlig hang sammen . . .
Han vak op. Rektor Holst kom ind igjen.
