Da han holdt i det tunge dørgrep, vilde han til at stanse og betænke sig; men han skyndte sig at lukke op. Gjennem alle de øde ganger gik han, til han stanset ved rektors kontor. Han banket svakt.
Ingen svarte.
Saa banket han sterkt. Ingen svarte fremdeles.
Ved siden av kontoret var rektors private entrédør. Han grep efter klokkestrengen; men nu betænkte han sig. Meget længe.
Da hørtes der skridt indenfor i entreen, og med et hugg slet han i klokkestrengen.
Fru rektorinden kom ut.
– Om jeg kunde faa tale litt med rektor?
— Ja, straks!
Og fru rektorinden førte ham gjennem entreen og ad en indre dør derfra ind paa kontoret.
– Værsaagod sit ned, saa kommer han straks.
Hun satte en høirygget skindstol bort til ham og gik.
Svend Bidevind satte sig paa den haarde stol.
Rektors kontor var avlangt, smalt, med vindu for den ene smalvæg. Langs væggene var bare hylder, ja væggene var hylder, hvor bøkerne stod stramt og tæt fra gulv til tak.
