— Du fusket altsaa?
— Ja.
— Men — men, kjære Svend, du har jo kandidat Winther ....
Svend Bidevind saa med to stive øine paa rektor Holst og rystet paa hodet.
— Hjælper han dig ikke? Naar du tar timer hos ham?
— Jeg tar ikke timer hos Winther.
— Med hvem da? Du sa, synes jeg . . .
— Jeg tar ikke timer hos nogen.
— Men jeg skrev jo til din far . . . .
— Jeg gav ikke far brevet.
— Gav du ikke din far mit brev!
Svend Bidevind sat som før med de stive øine — og rystet paa hodet. Rektor Holst saa ransakende paa ham. Saa ut av vinduet igjen. Endelig tilbake til Svend:
— Men hvordan kunde du saa fortælle at du tok privatundervisning i matematik, som jeg hadde skrevet om?
Svend Bidevinds læber bevæget sig, skalv sterkere og sterkere — de stive øine blev vaatere og vaatere — han skrapet i pusten, og endelig kom det:
— Jeg brøt brevet og læste det.
Retkor Holst reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbake paa gulvet. Længe. Saa stanset
