— Egentlig skulde du ha blank 6, for det
duer ikke et gran, det du farer med her!
Hvad der ærgret dem — lærerne altsaa — mest ved Svend Bidevind, var at han aldrig vilde staa ved at han ikke kunde noget. Stod der ingen anden utvei aapen, var han evig fuld av undskyldninger, hvorav han sendte den ene frem for sig efter den anden som en feltherre sine hærlinjer indtil sidste reserve. Saa hadde han tilfældigvis faat vite gal lekse igaar, — saa var netop dette blad ute av boken hans, eller han hadde en ældre utgave, hvor det stod anderledes; saa brukte han bok sammen med sin søster, som hadde lagt den igjen paa sin pikeskole osv. osv.
— Brukte du hodet dit saa godt paa at lære dine ting som paa at lage dig undskyldninger, saa kom du langt, du gutten min, sa overlærer Bugge.
Ellers prøvde han paa mangfoldig vis at vinde sig utseende av at han jo egentlig kunde det saa udmerket — at det bare var saa rent — hæ — svineuheldig, at han just nu stod her og glemte det! Ja, alt maatte de tro og tænke, bare ikke det som var den eneste, reneste stadige sandhed, at han ikke hadde set paa leksen derhjemme!
