hvem Nøden drev til en Tid at conditionere paa Landet, var der mellem dem ogsaa adskillige „gamle Vagabundi“ og forfaldne Personer, hvorom bl. A. de (utrykte) Efterretninger vidne, som jeg har om en Candidat, Daniel Schive, der dimitteredes fra Skolen 1725, og som jeg her vil meddele. S. var Præstesøn fra Bjelland i Lister og Mandals Amt og undervistes først hjemme af en Studiosus, som (uvist af hvilken Grund) gav sig to Navne, Aurimontan og Nils Slesvig og som behandlede ham tyrannisk. „Endelig sagde denne sig at have med Fanden at bestille, det Præsten ei vilde tro; thi sagde Aurimontan: Hr. Søren Schive! i denne Nat skal I befinde det at være sandt. Præsten blev da ogsaa om Natten meget urolig af adskillige Slags Røster og Syner. Dagen efter tidlig om Morgenen kom Aurimontan, færdig til at reise bort, ind til Præsten og sagde: Jeg maa strax reise fra Eder og tør ei love en Time, siden jeg har aabenbaret Eder min Tilstand. Derpaa fik S. til Lærer en Skriverkarl og saa to Studiosi efter hinanden. Den Sidste, der ønskede at blive Capellan hos Faderen, gjorde sig ingen Flid med Sønnerne, for at disse ikke skulde blive færdige.“ Deslige Huuslærere kunde neppe være synderlig bekostelige, siden endog den bekjendte Biskop Bircherod i Christianssand ifølge Papirer i Rigsarchivet 1711 kun gav sin „Præceptor“ 12 Rdl. for Aaret.
Naar nu Børnene af disse Huuslærere o. A. vare bragte saa vidt, at de kunde komme i Femtelectie eller endog i Mesterlectien, sendte man dem gjerne til en Skole, hvorved man havde den Fordeel, at de ofte strax kunde erholde Skolens frie Kost paa Communitetet, der ikke gjerne uddeeltes til de nederste Lectiers Elever, samt at de kun kom til at have med de dueligste Lærere (Rector, Con-
