har fundet Naade for hans Øine; „han havde ved sin Begavelse og Fædrelandskjærlighed været en bedre Skjebne værdig“. At den virkelige Povel Juel (for ikke at tale om, hvad der bragte ham paa Skafottet) nærmest var en Fusentast og Projektmager, og at han i sin Samtid havde et saa slet Rygte, at man — længe før hans politiske Forseelser — tiltroede ham at have gjort sig skyldig i Mordbrand, det glemmes over hans „Fædrelandskjærlighed“. Vi tro oprigtigt talt ikke meget paa Juels Patriotisme, der nok væsentlig, som hos et vist Slags Patrioter, var en Følge af skuffede Forhaabninger, men det forundrer os dog lidt, at just Professor Sars omtaler ham som Fædrelandsven. Thi et af de mærkeligste af Juels Projekter gik ud paa, at „Bondesønner og Bondedøtre i Norge ikke maatte forlade deres Hjemstavn eller gribe til anden end Bondehaandtering“, altsaa med andre Ord — Indførelse af det danske Stavnsbaand ogsaa i Norge!
Ingen af vore fordums Konger maa dog i den Grad holde for som Christian den sjette. Han havde „en pibende Røst, et svagt Bryst og en endnu svagere Hjerne“, — han var „en Mandsling, lige ussel paa Sjel som paa Legeme“, — ja „han strævede i sit Ansigts Sved med at fordumme og trælbinde sit Folk“. Som man kan begribe, er det dels Pietismen, dels Opførelsen af Christiansborgs Slot, som her skildres med den Veltalenhed, man kjender fra den radikale Presse. Alle Lyssider ved Christians Regjering oversees eller forties. Og den har Lyssider. Det er naturligvis ikke at vente af Professor Sars, at han skal have Øie for de kirkelige Foranstaltninger af blivende Betydning, der fandt Sted under denne Regjering, men han kunde dog nok have erindret, at i Forbindelse med Konfirmationens Indførelse bleve de første Almueskoler paa Landet i Norge oprettede i 1739. Dette er ligefrem en Hovedbegivenhed i vor Historie Som bekjendt fandtes Færdighed i at læse indenad hidtil kun yderst sjelden hos vore Almuesmænd og var mellem Kvinder næsten et Særsyn, thi den eneste Undervisning
