I det kortfattede vita, som Professor Sars for et Par Aar siden sendte til Kjøbenhavn i Anledning af sin Promotion til dansk Æresdoktor, har han oplyst, at det fra først af var hans Hensigt at blive Naturforsker. Det er interessant at iagttage, at hans senere historiske Forfatterskab bærer Mærker af denne hans oprindelige Tilbøielighed. Ikke alene henter han gjerne sine Billeder fra Geologien eller andre Naturfag, men i sin Betragtning af selve den historiske Videnskab stræber han at gjennemføre en naturvidenskabelig Methode. Hans Program er altid „at komme til stedse mere omfattende Generalisationer“, eller „at finde de Naturlove, der gjælde saavel for aandelige som for materielle Organismer“[1] osv. Han og hans Skole gaar gjerne ud fra en „Hypothese“ og vender sig saa til at betragte Kildeskrifternes Stof for deraf at udsondre, hvad der kan synes at støtte, eller, som man har hørt det benævne, „mætte“ Hypothesen med et større eller mindre .Kvantum af Kjendsgjerninger, hvilke stundom behandles med nogen Frihed, medens Resten af Materialet skydes til Side som unyttigt eller ubeleiligt. Sars er blandt de norske Historikere den eneste Repræsentant for denne Retning og indtager allerede af den Grund en eiendommelig Plads i vor Literatur. Men det er en overordentlig farlig og slibrig Vei, som han har betraadt, og det er endnu for tidligt at lykønske ham med at have valgt den. Historien er intet Regnestykke, der lader sig opgjøre paa den Maade, Friheden spiller altid sin Rolle ved
- ↑ To Foredrag om Skandinavisme og Norskhed. S. 31, 38.
