sukcessiv Opløsningsproces var virkelig engang sat i Gang, ja havde for et Øieblik antaget store Dimensioner. I 1645 afstodes Jemtland og Herjedalen, af hvilke Landskaber det førstnævnte dog unegtelig allerede før var halv forsvensket og det andet en kun lidet befolket Fjeldbygd. Men man kan saameget mere prise Norges Lykke, da det slap saa billigt i Brømsebrofreden og undgik at bære det hele Offer, naar man ved, at den danske Adel var meget forbitret over, at ogsaa danske Landskaber skulde afstaaes, og lod sig forlyde med, „at dersom Kongen vil give de Svenske noget bort til Fredens tractat, da skal han give noget bort af Norge, som hører ham selv til, og ikke af vores.“[1] I 1658 afstodes det store og vigtige Bohuslen, en af Norges folkerigeste og bedste Provinser, omtrent svarende til to af vore nuværende Amter. Et Par Menneskealdre efter var i dette Landskab, der dog havde været fuldstændig norsk, saagodtsom al Erindring borte om det gamle Moderland; thi Carl den ellevte var en Mester i at amalgamere. Samtidig med Bohuslen var endog hele Throndhjems Stift afstaaet. Det er ikke rimeligt, at den norske Nationalitet skulde have holdt bedre Stand her end den danske i de meget folkerigere skaanske Provinser, fra hvis Kyst man jo endog daglig har den fordums Hovedstad, Kjøbenhavn, for sine Øine. Hvilken uhyre Svækkelse skulde ikke Tabet af Throndhjems Stift have voldet Norge, og hvor lidet sandsynligt maatte det være, at Sverige, naar baade Bohuslen og Thrøndelagen vare indlemmede og forsvenskede, ikke skulde fortsætte sine Annexioner for omsider at tage ogsaa den sidste Levning? Vi fik imidlertid Thrøndelagen tilbage, og det er sandt, at vore Landsmænd ved denne Leilighed viste sig kjække, men Stiftet var dog efter al Rimelighed for bestandig forblevet ved Sverige, om ikke Carl Gustav selv havde været uklog nok til at bryde Freden i Roskilde. Hvad der ogsaa kom Norge tilgode, var den Omstændighed, at Sverige i sin Stormagtstid mere
- ↑ Nye danske Magazin. VI. S. 213.
