tales med et Ord, skjønt den dog bragte saa mange Forbedringer i vore Tilstande og Vilkaar.
Den samme Miskjendelse gjenfinde vi med Hensyn til Embedsstanden. Der findes intetsteds i Bogen paavist, hvorledes denne Stand, der i 1536 næsten ikke existerede, efterhaanden var opstaaet og udviklet. Man faar f. Ex. intet at vide om Sorenskriverembedets Oprindelse, og Sars anser det maaske nu (hvad der vilde være et Sidestykke til hans Opfatning af Forholdet mellem de gamle og nye Love) for et Tilbageskridt, at Sorenskriveren traadte i Stedet for det udlevede Lagrette. Ligesaalidt erfare vi om Oprettelsen af Overlagthingene eller om Herredagene og deres Afløsning ved Overhofretten, heller ikke et Ord om den vigtige Omregulering af Domstolene i Slutningen af forrige Aarhundrede. Med Hensyn til det administrative Embedsverk iagttages den samme Taushed. Lenenes Overgang til Amter, hvorved egentlig først Grunden lagdes til en virkelig Lokalstyrelse, alt saadant glemmes. Det er noget trivielt, men, som det synes, dog nødvendigt, at minde om, at denne Embedsstand ikke var falden ned fra Himmelen, og at det derfor i en „historisk Indledning til Grundloven“ nok kunde have været Umagen værd at dvæle lidt ved dens Historie, især da det nu engang ikke lader sig bestride, at Grundloven uden Embedsmændene ikke engang vilde være kommen paa Papiret. Den forudsatte studerede Embedsmænd som Koncipister, som Folkerepræsentanter og som konstitutionelle Ministre. Uden en Armee lod Forfatningen sig ikke forsvare, uden Embedsstanden havde den ikke ladet sig tænke.
Paa samme Maade ogsaa i andre Henseender. Man faar høre om de norske Digtere i forrige Aarhundrede og om det norske Selskab. Da dette er Sager, der kildre Nationalfølelsen, er Forf. her bred og giver navnlig en udførligere Skildring af J. N. Brun (i hvilken karakteristisk nok det, der var denne mægtige Personligheds Alpha og Omega, hans varme religiøse Tro, fremstilles som idel Bornerthed). Ogsaa vor Skjønliteratur omtales altsaa først paa et allerede
