mænd (navnlig de østlandske) med Bernt Anker i Spidsen ikke holdt sig tilbage. Denne Mand havde som bekjendt i 1794 været villig til at kjøbe og til Universitetet skjænke Suhms fyrstelige Bogsamling, og overhoved er hans storartede Mæcenatvirksomhed en faktisk Protest imod Sars’s Karakteristik af hans Samtid. Endog i det dengang ubetydelige Stavanger kaldte en Kjøbmand et af sine Skibe „Det norske Akademi“, et Tegn til, at han neppe havde lukket sin Pung om der dengang havde været Haab om at faa et Universitet. Gjennemser man „Norske Stiftelser“ for hine Aar, vil man ogsaa finde adskillige Gaver, og det ikke alene testamentariske (i Almindelighed i „velgjørende“ og kirkelige Øiemed), der ingenlunde vidne om Smaalighed og sneverhjertet Tænkemaade.
Men, siger Prof. Sars (S. 172) — „i Misvæxtens, Barkebrødspisningens, Blokadens, den ødelagte Handels Tider grundlagde Nationen ved egne Midler Universitetet“. Meget sandt, men hvad maa her forstaaes ved „Nationen“? Mon ikke for den aller væsentligste Del netop den Stand, hvis Aand Sars nogle Sider ovenfor (S. 167) har karakteriseret som „ifølge sit Væsen egoistisk, materialistisk, utilbøielig til at vurdere andre Goder end dem, man kan tage og føle paa“ osv.? Det var Handelsstanden (især den østlandske) i Forbindelse med Embedsstanden, forsaavidt dennes Vilkaar tillod den at være med, medens „Nationens“ Flertal holdt sig tilbage. Og blandt Giverne indtage de „Skibsredere fra Tønsberg til Arendal“, som paa et andet Sted (S. 191) forhaanes, en meget fremtrædende Plads, hvorom et Blik paa denne Sags Aktstykker tilstrækkelig vil overbevise enhver. Derimod indeholde Akterne omtrent intet om Landdistrikternes Deltagelse i „Nationens“ Opofrelser, og hvad der vides derom, er ikke engang værd at nævne. Men der er endnu nogle Bemærkninger at gjøre ved Sars’s Fremstilling af Universitetssagen. For det første var det ikke blot af sin „Fattigdom“, at Grosserere samt Gods- og Jernverkseiere („Nationen“) ydede sine Bidrag til Universitetet, thi disse
