Sars’s nye Bog og de Fraser og Smørerier om Christian Magnus Falsen, den norske Forfatningskamp osv., som Selskabet hidtil har bragt tiltorvs. Sars er ikke alene almindelig erkjendt som en aandrig Mand, men i Modsætning til Bjørnson, Wullum osv. kjender han noget til de Ting, hvorom han skriver. Derfor fortjener hans „historiske Indledning til Grundloven“ Almenhedens Opmærksomhed, og den vil, selv naar Dagens Kamp engang er bilagt, bevare en vis Interesse som et af Tidens mest karakteristiske Stridsskrifter. I Bogen findes adskillige historiske Urigtigheder, den er fuld af ensidige Synsmaader, og saaledes alt andet end et objektivt historisk Arbeide. Den er nærmest et politisk Advokatindlæg, men med alt dette indtager den en fornem Plads blandt hans Partifællers literære Præstationer. Naar vi altsaa i det følgende skulle nærmere behandle dette Skrift, da sker det med en Respekt for Talentet og, vi tilføie, for Forfatterens Person, som vi ikke ere istand til at yde den Kreds,i hvilken han har valgt at bevæge sig.
Professor Sars begyndte sin Forfatterbane med en Prisafhandling over Aarsagerne til Kalmarunionen og Norges Forhold under denne. Han var dengang paavirket af Samtidens Skandinavisme, og hans Afhandling endte ogsaa med de Ord: „Den skandinaviske Tanke har i vore Dage faaet en større Magt end nogensinde tilforn. Den vinder bestandig mere og mere Raaderum, drager Næring af enhver ny Begivenhed, og Modstand tjener kun til end mere at befæste den. Ingen kan tvivle om, at den vil naa sit Maal, men naar dette skal ske, det beror mere paa, hvad man kalder Tilfældet, end paa Bevægelsens egen Styrke. Endnu synes alting os lidet forberedt. Men det vilde være overilet, dersom vi deraf sluttede, at Maalet endnu staar os fjernt. Den gunstige Leilighed kan komme snart, og da bør den ikke slippes, saaledes som det allerede engang før er skeet i dette Aarhundrede. Skandinavismen er bleven en for stor Magt, til at den kan lade sig afvise nu som i ældre Dage; den vil maaske fuldføre sin Bygning snarere, end vi tror“.
