fordi det bragte os ud af en forældet hensygnende Kulturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere“.
I de nærmeste Aar, der fulgte efter hin Afhandlings Afslutning (1864), maa der imidlertid hos Sars være foregaaet en gjennemgribende og for hans senere Liv afgjørende Krise. Hans Produktion blev en Tidlang næsten standset paa Grund af de nye Studier, som han begyndte af Nordens gamle Historie, men i 1867 optraadte han under det ved Christopher Bruuns første Taler i Studentersamfundet fremkaldte Røre med et mærkeligt Foredrag „om den nyeste nordiske Helstatspolitik“, der udkom i Trykken efter det nævnte Samfunds Foranstaltning sammen med et ældre Foredrag i en helt anden Aand af Rigsarkivar M. Birkeland. Her viser Sars sig aabenbart berørt af to nye Retninger, der just paa denne Tid begyndte at vinde Indgang. Det var paa den ene Side den fra Frankrige importerede positivistiske Filosofi og paa den anden Side den Radikalisme og høirøstede „Norskhed“, der samtidig skaffede sig et Organ i „Dagbladets“ Moder, Ugebladet „Vort Land“, hvis Udgivere optraadte med den stolte Forsikring „ikke at have opgivet Troen paa vort Lands Evne og Ret til at bestaa som et selvstændigt Rige“. Man paastod, som bekjendt, at det nye Unionsudkast, der var undertegnet af Harbitz og O. G. Ueland, skulde være farligt for Norges Selvstændighed.
Ved denne Tid har Sars’s Livssyn faaet en stærk hedensk Paavirkning, der, som bekjendt, senere er kommen yderligere frem i hans Skrifter. Naar han f. Ex. i hint Foredrag (Side 46) udtaler følgende: „Hvad er Individet — det som Tyskerne kalde das Ich — uden en Mangfoldighed af Atomer og Kræfter, som ved sin Konsensus eller Konvergens mod et fælles Punkt fremkalder den Følelse af Enhed og Sammenhæng, der er den individuelle Tilværelses Princip?“ og (S. 47), at „Døden er en Opgiven af særlige Grændser og en Opgaaen i en høiere Enhed“, da kan dette ikke forliges med Troen paa en personlig Udødelighed.
