Magnus Heinessøn var allerede fra Barnsbeen af bleven fortrolig med Søen og havde meget nøie lært at kjende Farvandene omkring og imellem de Øer, hvor han var født. Allerede som ungt Menneske skal han ogsaa have faret tilsøs i hollandsk Tjeneste. Senere nedsatte han sig som Borger og Kjøbmand i Bergen og nævnes som saadan i Documenter fra 1578 og de følgende Aar. I 1579 fik han Lov til at drive Handel paa Færøerne, en Tilladelse, der, alt dengang, ligesom det senere i Aarhundreder har været Tilfældet, bortforpagtedes til Fordeel for Kongens Kasse. Allerede i de gamle norske Kongers Tid ansaaes nemlig alle de Indtægter, der kunde anbringes af Bilandene, som henhørende til „Kongens Fadebur“ eller, som man nu vilde kalde det, til Civillisten. Ved Siden af sin Handelsbevilling fik Magnus tillige Brev paa at maatte kjæmpe med de Sørøvere, der hjemsøgte Norges og Færøernes Kyster, blandt hvilke især nævnes en Skotte „Klerk“ (Claridge), men man fandt det dog nødvendigt udtrykkelig at anføre i hans Bevilling, at han skulde lade uantastede fredelige Folk, „som er paa sin retfærdige Reise.“ Men kunde han faa fat paa nogen af de Hollændere, som fore nordenom Nordkap og Vardøhuus for at handle med Russerne, da skulde han arrestere dem med deres Gods og Skibe og selv faa Lov at beholde det Halve for sin Umage. Denne Fart paa det hvide Hav var nemlig Frederik den Anden i en særegen Grad for-
