hans og Mandskabets Usædelighed. I de tre Vintre, som han holdt til paa Øerne, skulle nemlig hans Folk efter Sagnet være blevne Fædre til tre hundrede uægte Børn.
I 1581 foretog Magnus efter Aftale med Regjeringen en Opdagelsesreise for at gjenfinde det gamle, forlængst forglemte Grønland. Ogsaa denne gamle Koloni havde nemlig „ligget til Kongens Fadebur.“ Handelen var altsaa overladt til enkelte priviligerede Personer, efter den sorte Død var Forbindelsen efterhaanden reent ophørt, og Intet vidstes om Kolonisternes Skjæbne. Fra Christian den Andens og Erkebisp Erik Walkendorfs Dage havde man dog stadig tænkt paa igjen at aabne Farten paa Grønland, men det blev med Tanken indtil Frederik den Andens Tid. Denne udsendte først en Englænder Alday, som endog fik en Proklamation, affattet paa Islandsk, med sig til Indbyggerne, men han naaede ikke frem til sit Bestemmelsessted. Nu skulde Magnus Heinessøn forsøge sin Lykke. Han skulde foretage Reisen paa egen Omkostning og Eventyr, men fik Løfte om Belønning, ifald det kunde lykkes ham at gjenfinde Landet og bringe Kongen sikre Efterretninger om dets Beskaffenhed og om Tilstandene der.
Det er ogsaa vist nok, at Reisen gik for sig, men den eneste Beretning om dens Hændelser og Udfald er den rimede Fortælling derom, som findes i den
