Og brugte sin Vind, som han kunde bedst,
Til han kunde Hvidserk[1] øie.
Der mødte ham Taage, Uveir og Mørk,
Der var i Søen som vildeste Ørk
De kunde slet ingensteds strande.
Suærcken hun drev, og Bølgen den brød
Og led derover stor Fare og Nød,
Med meget ham gik tilhaande.
Dog satte han frem, vilde vove derpaa
Landet at naa eller undergaa,
Som Lykken da lysted at give.
Den Is han drev som Klipper og Land,
Han haled og fired, lod fare fra Hand,
Var tidt udi haardeste Knibe,
Fik Landet omsider i Syne og Sigt,
Det voxte ham længer, meer vanskeligt
Til Grunden sig ind at tvinge.
Is havde betaget baade Næs og Skjær,
Man kunde ei komme de Klipper nær
For Bølgen og drivende Vande.
Thi seiled de sig saa vide hen om
Og søgte om Havn og leilig Rum,
Man kunde sig ind ledsage.
Men længer man kom hen øster paa Led,
Jo skarpere strømmede Søen der ned,
Og gjorde dem megen Umage.
De kom og paa saa underligt Vand,
Hvor Seilstenen[2] hviled i dybeste Baand,
- ↑ Hvidserken kaldte de gamle Nordmænd Jøkel i Grønland, som blandt tre saadanne laa den fordum beboede Bygd nærmest, naar man kom fra Island.
- ↑ Skjulte Magnetklipper. Det Sande har dog formodentlig været, at den sterke sydvestlige Strøm under Grønlands Østkyst en eller anden Gang har standset eller hemmet Ski-
