barede Historien for Faderen, Axel Gyntersberg. Denne lod hende føre til Bergen og indmure paa Slottet, hvor hun saaledes maatte tilbringe Resten af sine Dage.
Den sidste Deel af Sagnet tør maaske være en senere Opdigtelse, men i det Væsentlige er den af Traditionen saalænge bevarede Fortælling om Magnus’s Giftermaal fuldkommen sand. „Den norske So“, et Skrift, der affattedes i Magnus Heinessøns egen Levetid, beretter nemlig, at han forførte to Søstre, og „at Faderen og andre af de fornemste Folk magede det saa, at han tog den ene tilægte.“ Og i et Kongebrev (22 Dec. 1584) omtales, at en Peder Hanssøn, ligeledes gift med en Datter af Axel Gyntersberg, beskyldte Magnus for utilladeligt Forhold til denne Svigerinde. En saadan Forbrydelse, til alle Tider skamløs og oprørende, benævntes i hine Dage „Kjetteri.“[1] Sagen vakte største Forargelse og skulde behandles for en Herredag i Kjøbenhavn. Magnus paastod sin Uskyldighed, var selv i Begyndelsen endog den, der drev paa retlig Undersøgelse, men udeblev, da det kom til Stykket, fra Herredagen, under Paaskud af, at han var bange for Overlast. Det nævnte Kongebrev indrømmede ham nu frit Leide til en ny Herredag, men Sagens senere Udfald kjende vi ikke. Kun vide vi, at han ikke blev skilt fra sin Hu-
- ↑ Nogle Læsere ville vistnok erindre den endog i de politiske Begivenheder indgribende Historie mellem Ridderen Hr. Nils Lykke og hans Hustrus Søster, en Datter af den bekjendte Fru Inger Ottesdatter til Østraat.
