i hele Nordeuropa ved Leiesoldater, hyppigst af tydsk eller skotsk Herkomst, der tidt det ene Aar kjæmpede i en nordisk Fyrstes Sold, det andet ved Donau mod Tyrkerne og det tredie ved Rhinen. Paa lignende Maade vandrede den lærde Yngling om fra det ene Universitet eller Land til det andet.
Reformationstidens stærke aandelige Bevægelse fremkaldte tidt hos de forskjelligartede Mennesker enten en inderlig religiøs Vækkelse eller ogsaa et fuldkomment Brud med Alt, der hidtil havde gjældt som helligt og ærværdigt. Deres Tal med hvem det Sidste blev Tilfældet, har neppe været det ringeste. Og som en Følge heraf blev Samtiden Vidne til en Vildskab, en Raahed, en Usikkerhed for Liv og Eiendom, der ingensinde har været større, siden de nordiske Lande indtraadte i de kultiverede Staters Række.
Et særeget Onde var Sørøver-Uvæsenet. Undtager man Vitalinernes Herjetog under Dronning Margretes og Erik af Pommerns Regjering, have de nordiske Farvande ikke efter Vikingetidens Ophør været saaledes hjemsøgte af Fribyttere, som i Reformationsaarhundredet. De jevnlige Revolutioner dreve uheldige Partigjængere til at friste sin Skjæbne paa Havet, og den moralske Fordærvelse tilførte altid Høvdingerne det fornødne Mandskab. Navnkundige historiske Personligheder som Søren Norby, „Skipper“ Clemens, Claus Kniphoff, vor Landsmand Christopher Throndsen (Norges sidste Erkebisps bekjendte Tjener), Otto Stigssøn, ja James Bothwell ere blandt de Navne, der pryde Sørøvernes Lister. Hollænderne
