Side:Ludvig Daae - Om Magnus Heinessøn.djvu/5

7

(„de Burgundiske“), Franskmændene, Englænderne og Skotterne, – i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede endog Tyrkerne – leverede hver sit Bidrag til den Sørøverrace, der dengang befolkede Nordsøen. Udbrød der en Krig, udstedte Regjeringen Kaperbreve i Mængde, men blev der sluttet Fred, vedbleve Kaperne naturligvis som før Bedriften. Neppe et eneste Aar gik hen uden heftige Klager fra Befolkningen paa Norges og Islands Kyster over tilføiet Overlast. Endnu værre gik det til paa Færøerne, der ligesom de skotske Øer havde en for Fribyttere og brutale Søfolk overhoved saa fortvivlet bekvem Beliggenhed. Naar de engelske Fiskere droge til Island paa sin aarlige Fiskerifærd, undsaa de sig ikke for uden videre at tage Bønder, ja endog Præster fra disse Øer med Magt ombord paa sine Skibe for at bruge dem under Fiskeriet som andre Slaver; naar de saa kom tilbage satte de Færingerne iland paa en eller anden Ø, hvor det traf sig. I Norge kom det paa sine Steder til blodig Kamp mellem Bønderne og de ubudne Gjæster. I Egersund ihjelslog Almuen saaledes i 1557 en Deel af Mandskabet paa en fransk Sørøverpinke. Paa andre Kanter, fornemmelig i Lister og Mandals Amt, veed ogsaa endnu Sagnet at fortælle om Slag med „engelske“ Røvere, hvem Skylden endog tillægges for Skovenes Ødelæggelse. Men fordetmeste synes Bønderne at have taget Flugten tilfjelds, naar Fribytterne viste sig; paa enkelte Steder lader det dog til, at disse have staaet paa en god Fod med Almuen og skaanet dens ringe Eiendomme mod at faa Lov til at ligge i Hav-