Dage. Mod og Aandsnærværelse, men ogsaa Raahed og Voldsomhed vare Magnus Heinessøns Hovedegenskaber.
Ganske kort før Reformationen, i den sidste catholske Færøbisps, Amund Olafssøns, Embedstid, hændte det sig ifølge Sagn, der endnu leve paa Færøerne, at sex norske „Studenter“ vilde foretage en Lystreise fra Bergen med en Baad til en Gaard paa Søndmøre. De havde kun lidet Mad og Vand med sig, fordi de tænkte at kunne forsyne sig underveis, derimod havde de sterkt tydsk Øl ombord for dermed at traktere sine Venner paa Søndmøre. Men da de kom ud for Stat, overfaldtes de af en meget stærk Storm fra Østen, saa de hverken kunde ro eller føre Seil, Aarerne gik i Stykker. De dreve da snart Landet af Sigte, og da Stormen vedblev med høi Sø kunde de ikke andet end holde Baaden lige for Vinden, der bestandig var østlig. De manglede nu Vand, og begyndte at drikke af det sterke Øl, kun en af „Studenterne“, der hedte Heine, holdt sig til det svage, og han blev derfor ogsaa den eneste, som nogenlunde beholdt sine Kræfter, saa at han alene maatte paatage sig at sidde ved Roret og styre Baaden, saa godt han kunde, under den som oftest voldsomme Søgang. Endelig paa den syvende Dag viiste sig Land om Aftenen, det var en af Færøerne, Sandø, hvor de da i Maaneskin stege iland ved Husavik. Kun to af dem vare istand til at
