saa hans afstikkende Klædedragt, og gik derfor hen til et Huus og vækkede Folkene. Da hun kom ud igjen, var Heine kommen efter, gik hen til hende og fortalte sit og sine Reisefællers Uheld. Disse bleve nu bragte ind paa de nærmeste Gaarde og pleiede paa bedste Maade. En af dem døde af Udmattelse, men de fire kom sig og reiste hjem til Norge. Heine selv tog ind til Herborgs Moster. Lidt efter lidt lærte han at holde af den unge, smukke og huuslige Pige, og hun fik ogsaa Godhed for ham. Vel havde han en Kjæreste i Bergen, men da han ingen Udsigt havde til at kunne ægte denne, friede han til Herborg og fik baade hendes Ja og Mosterens Samtykke. Han havde, fortalte han, tænkt paa at blive Præst, men vilde opgive denne Tanke for at kunne indgaa Ægteskab, forresten var der nu, fortalte han, opkommen en ny Lære, som tillod Præster at gifte sig og ikke forlangte saa strenge Bodsøvelser som den gamle. Heine blev nu for det første antagen som Famulus hos Biskop Amund og tjente ham i fire Aar. Han havde i denne Bestilling meget at gjøre med at tilsee det geistlige Gods paa Øerne og indkræve Bispens Tilkommende deraf. Som Følge heraf maatte Heine reise om fra Ø til Ø og benyttede, heder det, disse Reiser til at udbrede Kundskab om den nye Lære blandt Almuen. Paa Færøerne blev han, fordi han var kommen drivende over Søen, kaldet Heine Havreki eller Havrekstr.
Da Reformationen indførtes i Danmark og Norge efter Herredagen i Kjøbenhavn 1536, og den throndhjem-
