„Ja, gjerne, hvis I vil tie stille og høre efter. Ønsker
I virkelig at lære det?“
„Ja, da.“
„For det første maa I slutte aldeles med flerkoneriet og al anden forargelse. Har ikke I gassere øine? Ser I ikke al den sygdom, som hersker iblandt eder netop paa grund af eders urene liv og levnet? Enten faar I ikke børn eller ogsaa faar I sygelige børn, som dør i en spæd alder. Og saa er der en ting, som I maa afskaffe, og det er fugleburet.“
Naar et barn er født, hænger de en matte fra tag til gulv i den ene ende af huset. Dette danner et lidet kammer, som de kalder fugleburet. Det er saapas stort, at konen med nød og nepper har rum til at ligge derinde. Foran indgangen laves et ildsted, og her holdes en stor ild gaaende nat og dag fra en til fem maaneder. I al den tid faar ikke konen lov at komme ud af fugleburet. Et rigtigt langvarigt svedebad, ikke sandt? Barnet er derinde hos hende og noet klær at tale om har hverken mor eller barn. Naar de saa slipper ud, blir de let forkjælet, og det er ikke at undres paa, at mange spædbørn dør herude til trods for det varme klimat. Dette forklarte jeg paa min vis for dem saa godt jeg kunde, og saa føiet jeg til:
„Istedetfor at holde eders koner inde slig, skulde I la dem gaa, hvor de vilde, om nogle faa dage; men gode klær burde de ha, baade de og børnerne.“
„Ser du dette lamba?“ afbrød den ene mand mig. „Dette lamba har jeg betalt femten dollars for.“ Lambaet var af gassisk silke med perler indvævet, og jeg tviler
