ong var en kinesisk gut, som gik i skole om dagen og først kom hjem ved aftentid.
En dag hadde læreren git sine elever tidlig fri, og Yong kom tilbage to timer før almindelig. Far og mor var ude, og Yong saa sig om for at finde paa noget at fordrive tiden med.
Hans øie faldt paa husets afgud, der — ligesom i andre kinesiske huse — stod paa en ophøiet plads i et hjørne af værelset.
Gutten saa en stund paa ham med frygt og ærbødighed. Guden saa uforandret lige ud.
Med een gang brød Yongs lystige sind igjennem og han klappede leende i hænderne.
Forfærdet over sin egen driftighed holdt han inde. „Mon guden blir vond?“
Men nei, hans ansigt røbet ingen vrede eller ærgrelse.
Da — greb en ny tanke gutten. Han fik lyst til at røre ved guden for at se, om han tog det ilde op. Med besvær slæbte han et bord hen til afguden, satte en stol ind til det og krøb av. Forsigtig tog han guden ned og satte den varsomt paa bordet.
Men trods denne behandling fortak guden ikke en
