haanden. Det saa ud, som om han fisked her midt i stenrøsen, hvor der ikke var en braabe vand, end sige fisk da. Han ser mig komme, me fortsætter at „fiske“.
„Hvad fisker du efter?“ spør jeg.
„Jeg fisker ikke; jeg viser Fano mine billeder,“ svarer han.
Jeg forstod ingenting af dette og gik nærmere. Saa ser jeg nede mellem krattet en stakkars sammenkrøben mand, lidt graa i haaret, skidden som en gris og omtrent naken. Da han ser mig, reiser han sig og hilser, og jeg ser da, at hans ene haand er ganske uden fingre og fødderne uden tær. Det ar altsaa en stakkars spedalsk, som lever alene herude i stenuren.
„Jeg er syg, du maa ikke komme nærmere,“ siger han.
Jeg gaar alligevel nærmere for at faa se hans „hus“. Det er et jordhul indunder den store stenur, som Jakoba sidder paa. Der er en bunke skiddent græs. Det er hans seng. Ved siden af staar en vandkrukke og en gryde paa tre stene. Det er hele hans bohave. Aabningen til hulen stod ganske aaben; ingen væg eller dør for. Naar undtages hans smale, skidne livbælte, saa eied han ikke en traad af klær eller sengklær, ikke en stakkars mattefille engang. Jeg maatte naturligvis snakke med denne mand, og langt om længe fik jeg da vide adskilligt om ham.
Han hadde været velstaaende, hadde hat kone og to børn. Han var blit døbt for mange aar siden, men var atter faldt fra. Saa blev han spedalsk. Da gik konen fra ham. Slægtningerne tog hvad ahn eied, og jaged ham ud af byen. De to børn, han hadde, vidste han ikke hvor var blit af. Han begyndte at graate, da han for-
