da jeg havde slugt poteterne i mig. „Jo da,“ siger jeg, „men jeg er saa forfærdelig tørst og kan ikke gaa ned til vandet.“ En stund efter kommer Jakoba tilbage med en krukke vand og sætter den foran hulen. Det gjorde forfærdelig ondt; men jeg kom mig da frem til vandet og drak. Saa krøb jeg ind i hulen igjen, takked Gud for hjælpen, og fordi han nu ikke længer var vred paa mig, og saa sovned jeg og sov hele natten uden frygt for hubro og gaupe og andet stygt. Jeg vidste jo, at Gud ikke længer var vond paa mig, og nu var jeg ikke ræd for at dø engang.“
„Dagen efter kom Jakoba tilbage med mad til mig. Senere bragte han mig ogsaa en gryde og ild, saa nu kan jeg koge selv. Jeg er ogsaa meget friskere ny, saa jeg har det bare godt.“
Videre fortalte han, at Jakoba altid om søndagene kom og fortalte ham, hvad ahn hadde hørt, og saa læste han af testamentet for ham. „Da sidder han altid deroppe paa stenen og jeg hernede, for at han ikke skal bli smittet af mig. Og idag kan du tro han har glædet mig. Han hadde faat billeder, sa han, og saa rakte han dem ned til mig med en lang bambus, saa jeg kunde faa se dem, og han sa, at det ene var Jesus, som velsigned smaa børn, og paa det andet ber Jesus for sine venner. Og saa siger han, at vi er alle Jesu venner, naar vi ber, og da ber Jesus ogsaa for os.“
Jeg talte længe med stakkars ulykkelige Fano, som dog selv var saa tilfreds og takked Gud.
Paa tilbageveien fulgte Jakoba mig.
