„Hvad var det, som bragte dig til at hjælpe Fano?“
spør jeg ham.
„Jo, læreren talte engang med os om at gjøre Guds gjerning. Vi havde i lekse om den barmhjertige samaritan. Presten og leviten gik begge forbi Guds gjerning, fordi de bare tænkte paa sig selv. Samaritanen gjorde Guds gjerning, for han hjalp den ulykkelige. Saa hørte jeg en nat Fano skrige borte i hulen sin. „Nu dør han vist,“ sa folk. Da faldt det mig ind, at han hadde det vist vondt. At hjælpe ham var vist Guds gjerning, og saa bragte jeg mad til ham.“
„Men hvor faar du nu stadig mad fra til ham?“ spør jeg.
Jeg gaar omkring og tigger for ham, snart ho en og snart hos en anden. Men værst for Fano er det, at han ikke har lamba — et stort tøi gasseren ruller om sig — saa han fryser om natten, og myggene stikker ham skrækkelig, og her er ingen som har raad til at gi ham lamba.“
„Du skal faa lamba til Fano,“ loved jeg, og næste dag sendte jeg bud hjem til Ambato efter et stort lamba. Slig rigdom har han ikke eiet nu paa 2 aar. Nu føler han sig rig som en konge, og daglig takker han Gud.
End om vi kunde lære at takke Gud som han, og gjøre Guds gjerning som Jakoba!
