aar hun hadde tilbragt i det ensomme tempel hadde allerede sat sit stempel paa hende. At tale indlod hun sig ikke paa, men slog øinene ned og skotted kun flygtigt op, naar hun troed sig ubemerket. Da theen omsider blev serveret, turde hun ikke engang smage paa den. Det var jo intet under, at hun var bange, da hun aldrig før hadde set en udlæmding. Hun forblev ogsaa sky en tid, og de første faa gange, jeg besøgte hende, blev samtalen saagodtsom udelukkende ført fra min side. Det var dog kjært at se, at hun lidt efter hvert blev mer frimodig, eftersom kjendskabet øgedes. Det skye, haabløse udtryk gav plds for et lykkeligt og freidigt væsen. Hun forsøgte nu ikke længer at holde sig paa afstand, men løb os glad imøde, naar vi kom, og var altid den første til at byde os en kop the, som efter kinesivk skik er et tegn paa, at man er velkommen.
Da hun kom til os, kunde hun lidet eller intet læse; men hun overrasket os alle med sin færdighed i at lære, og snart læste hun flydende i det nye testamente foruden andre kristelige bøger. Ligeledes var det med sangen. Da vi gjorde de første forsøg, saa det ganske trist ud, da sangen kun blev en grov brummen, og jeg hadde allerede i mit stille sind opgivet det som haabløst, da hun ingen evner syntes at besidde i den retning. Dog, da vi altid sang i pigeskolen, fik hun ogsaa være med, hvilket hadde det resultat, at hun efter at have hørt en sang nogle gange begyndte at nærme sig melodien, og snart sang hun med klar stemme: „Jesus elsker mig“, som var hendes yndlingssang. Spurgte jeg, hvad vi skulde synge, kom det fra Frong Tsen: „Lad os synge, Jesus elsker mig.“ Montro ikke englene deroppe lyttede glade til, naar de hørte,
