trodde nu, at alt var i orden — fik fine klær syet, og bestemte dagen for brylluppet. Hele Antoinettes slægt var hedninger undtagen en, som var værre end en hedning — en falden kristen. Der kom da brev fra ham, uventet, at hvis Antoinettes folk hadde noget at si, blev der aldrig giftermaal mellem hende og Albert.
Moderen var medhustru hos byens chef, var af velstaaende folk, som holdt sig for gode til at la datteren bortgiftes til den forældreløse Albert. Hun skrev nu ogsaa til Antoinette, forbandede hende og sa, at hun fik aldrig komme ind ad hendes dør, hvis hun giftede sig med Albert. Han blev nu mismodig og vilde gi Antoinette fri, heller end at bringe saadan sorg over hende. Men hun vilde ikke lytte til noget saadant. Onkelen blev arg og truede med dette og hint. Aldrig skulde de to faa hinanden. Kom de saa langt som til alteret, skulde han vide at ta hende, da hun kom ud af kirkedøren osv.
Men Antoinette trodde fast paa den forjættelse, at „dersom to af eder paa jorden blir enige om nogetsomhelst, hvorom de ville bede, saa skal det vederfares dem af min Fader som er i himlene.“ For hvert rygte, som naadde os, svarte hun frimodig, at hun sveg ikke det løfte, hun hadde gitt for Guds aasyn.
Vi sendte bud efter onkelen, som var familiens hoved, og som fra begyndelsen hadde git sit ja til forlovelsen. Nei, ham hadde de bevæget til at gaa tilbage paa sit ord. Hen sendte bud, at han kunde intet gjøre, det var bare faderen, som hadde myndighed til at gi datteren bort i ægteskab. Det var da at faa faderen hid og faa dem indskrevet i rigets bøger, siden kunde moderen og onkelen
