være saa vrange de vilde. Men faderen var langt nordpaa, og kom ikke sydover paa længe. Endelig hørte vi, at han skulde være kommet til Tsiharvana. Sendte da mand etfer ham, men ogsaa han negtet at komme, undskyldte sig med, at han hadde en syg søster han maatte passe. Han vilde ikke ha noget med Antoinettes affærer.
Det var virkelig en prøvende tid for de to. Gasserne er jo ikke bekjendt for udholdenhed i saadanne affærer. Men da til alles forbauselse forandrede moderens slægt sin mening. Hun, som ikke vilde tillade datteren at betræde sin dørtærskel, endog da døden skulde gjæste hende, hun sendte bud, at hun havde intet imod Albert. Og onkelen — den faldne — som hadde skrevet saa overmodig til mig, samt forbudt Antoinette, baade mundtlig og skriftlig — han kom til Fort Dauphin og sa til Albert, at han vilde gjerne, at Antoinette skulde bli hans hustru. Det var jo til at miste mælet over.
Albert blev da opmuntret til at smede, mens jernet var varmt. Det viste sig ogsaa at være nødvendigt; ti inden de blev skrevet for regjeringen syntes vinden at ville snu sig igjen. Men med regjeringens tilladelse og kirkens velsignelse blev de erklæret for „rette ægtefolk at være“.
Det viste sig saaledes, at Gud hørte dønner; og Antoinette blev ikke beskjæmmet i sin tro paa, at „dersom to af eder paa jorden blir enig om nogetsomhelst hvorom de ville bede, saa skal det vederfares dem af min Fader, som er i himlene.“
De er begge to saa barnlig glade, at det er morsomt at komme ind til dem.
