dem. Dette var dok ikke efter smaagutternes smag; de syntes vi alle skulde være i kapellet. Nogle maaneder forud var miss Hagestande der, og da der intet tag var paa dette indre rum, var de tvungne at modtage kvinder saavel som mænd i kapellet. Paa nye steder er som sagt nysgjerrigheden stor; her var der ingen undtagelse fra denne regel. De kløv op paa bord, bænke og hverandres skuldre for at faa udlændingen bedre at se og talte i munden paa hverandre, saa de ikke kunde høre „mands maal“. Saa det var meget rimeligt at de skulde klage over, at det ikke var saa „morsomt“ nu som da.
Hele dagen hadde vi meget folk, og da de fleste i mørkningen var gaaet for at spise aftensmad, gik jeg ind i et lidet rum, hvor jeg spiste og sov for at hvile lidt. Hadde ikke været der lang stund, før jeg fik høre en kvinde tale med hævet stemme. Det var en besats ord, „Djævlesnak“. Jeg blev meget bedrøvet og bad til Gud for hende. Saa hørte jeg hende sige: Jeg er himlens konges 8de datter. Jeg har syndet mod ham, og han kastede mig ud af himmelens guld-port for at lide i 18 aar. Mrs. Tsen forsøgte at taletil hende om Gud; hun fik hende til at høre lidt, men den besatte var saa rap paa tungen, at det ikke var ligetil at haandtere hende. Mr. Chu, som hadde staaet udenfor døren og hørt, hvad hun sagde, kom ind og spurgte hende, om hun kjendte himlens konge. Hun pegede op og sagde: „Der oppe er han.“ Saa spurgte han hende, hvor hun skulde hen, naar de 18 aars straf var udstaaet. Hun sagde: „Til det store aanders fjeld.“ „Kom hid,“ sagde Chu, „skal jeg vise dig, hvor du gaar hen.“ Paa væggen hang der et bibelsk billede af den brede og den smale vei. Hun gik, og han forklarede for hende de to veie; hun blev syn-
