nutidens fordringer ikke høit i boglig uddannelse, om man end var kommen udover det stadium, da det i det saakaldte 3—tomsreglement kunde hede: «Ein fændrik muss ein langer lømmel sein, kann er etwas lesen und schreiben, kann es immer miht schaden.»
Om nu ikke lærdommen var stor, laa dog krigsaarene saa nær, at en flerhed af datidens officerer havde lugtet krudt. Det maa ogsaa bemerkes, at de dages officerer for en væsentlig del rekruteredes fra gamle officersfamilier, hvoraf man dengang ikke havde saa ganske faa.
Vel fik man ogsaa officerer fra andre samfundslag, men i saafald var det som regel kjernekarle af bondestanden, der paa en eller anden vis i sær grad havde udmerket sig og paa den maade var kommen op i officersklassen. At disse ikke altid var saa fine i sin udtryksmaade følger af sig selv.
Da saaledes general Wedel med sin tynde, lidt affekterede stemme engang sagde til en ritmester, der benyttede en ureglementeret sadel:
«Kan hr. ritmesteren virkelig ride paa den sadel?» — svarede denne:
«Jeg kan ride paa bare r…a, jeg, general!»
Samme ritmester var en ældre mand, og hans brigadechef, general Wedel, ogsaa allerede
