Den samme officer hørte jeg ved en anden anledning under mange eder — med den slags blomster maatte en respektabel krigsmand altid dekorere sin tale — fortælle, hvorledes han i 1818 havde været med at tage bønderne, der marscherede mod Kristiania for at jage stortinget fra hinanden. «Vi mødte,» sagde han, «bønderne i Bærumsbakkerne; nogen batalje blev der dog ikke af, thi neppe havde de karle seet, at vi prossede af, før de gav sig paa naade og unaade; nu,» tilføiede han, «det er jo ikke saa greit for bondeknolde uden ordentlige vaaben at se ind i en kanonmunding, og det kan hænde, at det var tapre folk, men ialfald var det helte af samme kaliber som Fredrik den stores general Seaton; thi den odeur, de karle udbredte om sig, var rent ud vederstyggelig!»
Siden jeg nu taler om officerer fra disse ældre tider, kan jeg ikke undlade at nævne den høist originale oberst Borchenstein.
Han havde været tysk officer og var kommen herop i begyndelsen af forrige aarhundrede, som det hed, paa grund af en ulykkelig familiehistorie.
Han gjorde sig snart bemerket som en mere end almindelig kundskabsrig mand og
