synes vel dette vilde være at trække for sterke veksler paa kongens fiscus!»[1]
Efterat han endnu nogen tid havde udbredt sig over temaet, maatte jeg gaa uden at faa anden besked end den, at professoren ikke kunde anbefale, at der prægedes kroningsmedaljer, men at han fandt, om end under endel betænkeligheder, at sagen rettest afgjordes paa den ovenantydede maade.
Hvad der mest forundrede mig under denne samtale, eller rettere enetale, var professorens store viden paa de forskjelligste omraader.
Om professor Schweigaards mageløse kundskabsmasse fortælles der da ogsaa mangt og meget. Jeg skal indskrænke mig til at gjengive, hvad statsraad Vogt den yngre engang fortalte mig herom.
Som stiftamtmand i Kristiansand spadserede han engang med Schweigaard nede ved havnen.
Da denne herunder fik se en sandhaug af udkastet ballast, gik han hen, saa nærmere paa haugen og sagde, idet han sparkede i sandet:
«Har man skibsfart herfra paa N. N. sted? Det er det eneste sted, hvor man har sand af denne sort.»
- ↑ Chatolkasse.
